Med sin multietniske beboersammensætning er Nørrebro byens smeltedigel. Kvarteret har i de seneste årtier gennemgået en kolossal forandring og det tidligere halvskumle arbejderkvarter er i dag ét af Københavns mest interessante med sine mange hyggelige gader, pladser og innovative tiltag. Ude i verden har man også fået øje på bydelen, der for nylig er blevet udnævnt til verdens cooleste af Time Out.
Vores guidede Nørrebro byvandring begynder ved de smukke Søer og Dronning Louises Bro. Herfra bevæger vi os igennem begrønning og skæve gyder til Blågårdsgade, hvor vi bl.a. ser på overborgmester Egon Weidekamps byfornyelse fra 1970´erne. Inden vi bevæger os videre mod Assistens Kirkegård, går vi til kvarteret omkring Sankt Hans Torv, der i dag er identisk med en parisisk plads, prydet af caféer, men som tidligere mest af alt bar præg af at være et trafikalt knudepunkt.Her vil vi også give jer en masse inspiration til hvad I kan besøge på Nørrebro på egen hånd efter turen.
Assistens Kirkegård er nørrebroernes grønne perle. Her tager vi jer på en rejse igennem dansk historie fra slutningen af 1700-tallet. Imens vi nyder stemningen og synet af de mange lokale forbipasserende, fortæller vi jer om nogle af de skæbner, der hviler her. Turen afsluttes i Jægersborggade. Gaden, der i dag rangerer som een af byens mest trendy, med sine hyggelige vinbarer, caféer og specialbutikker, har bestemt ikke altid hørt til blandt bydelens hovedattraktioner…
Fotos:visitcopenhagen.dk